24. juni 2021
Syn og skøn er et almindelige anerkendt og anvendt værktøj, der har til formål at sikre og styrke beviser i en rets- eller voldgiftssag. En skønserklæring tillægges ofte en stor bevismæssig værdi af retten, men dermed ikke sagt, at en skønserklæring er juridisk bindende. Teoretisk er det muligt at anfægte indholdet af en skønserklæring – men hvad er mulighederne i praksis? Det vil vi se nærmere på med inddragelse fra den nyeste praksis i denne artikel.
ET BEVISMÆSSIGT VÆRKTØJ
Syn og skøn er et bevis, der ofte anvendes i rets- og voldgiftssager vedrørende mangler ved entreprisearbejder, projekteringsfejl mv. Processen betragtes som en god og sikker proces og en skønserklæring tillægges derfor stor bevismæssig værdi ved domstolene og voldgiftsretten. Selvom en skønserklæring typisk vejer tungt, er den ikke at betragte som en juridisk bindende erklæring – hverken for sagens parter, domstolene eller voldgiftsretten. Ved en parts utilfredshed over en skønserklæring findes der forskellige muligheder for at gøre indsigelser og angribe skønserklæringens rigtighed. Hvilke muligheder der gør sig gældende, vil blive behandlet nærmere i denne artikel.
SUPPLERENDE SPØRGSMÅL MED ”RYGDÆKNING”
I tilfælde af at en part er utilfreds med en skønserklæring, er der altid mulighed for at stille supplerende spørgsmål, der udfordrer skønsmandens konklusion.
For at styrke mulighederne for at få skønsmanden til at revurdere sin konklusion i skønserklæringen, kan den spørgende part sammen med sine supplerende spørgsmål indhente en sagkyndig erklæring og dermed belyse mulige årsager og udbedringsforslag, som skønsmanden ikke selv har overvejet. Det er dog ikke i alle tilfælde, man få lov at fremlægge sådan en ensidig erklæring.
Den nyeste rets- og voldgiftspraksis bekræfter, at der er en vis – men ikke ubegrænset – adgang til at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring som led i skønsprocessen. Det fremgår blandt andet af U.2020.282 H, hvor Højesteret tillod, at bygherren måtte fremlægge en ydelsesbeskrivelse samt tre tilbud på udbedring af mangler til brug for skønsmandens besvarelse af supplerende spørgsmål vedrørende udbedringsomkostninger.
Det står dog ikke klart, hvor den præcise grænse går, men retten tillægger det afgørende betydning, om den ensidigt indhentede erklæring knytter sig til en problemstilling, som skønsmanden tidligere har forholdt sig til i skønserklæringen. Dette var ikke tilfældet i en utrykt afgørelse af 10. februar 2021, hvor en af sagens parter ønskede at fremlægge et notat vedrørende udfordringer ved en given udbedringsmetode. VBA afviste adgangen til at fremlægge den sagkyndige erklæring, da materialet knyttede sig til et supplerende spørgsmål, som skønsmanden ikke tidligere havde forholdt sig til.
Der findes således en vis adgang til at fremlægge ”rykdækning” i form af saglige erklæringer, tilbud, fakturaer, notater, BYG-erfa blade mv. sammen med sine supplerende spørgsmål til skønsmanden, hvilket man med fordel kan overveje, hvis man har adgang til relevant støttende materiale.
FONYET SYN OG SKØN
I særlige tilfælde vil voldgiftsretten tillade, at der kan fremlægges ensidigt indhentede erklæringer, der har til formål at få udmeldt fornyet syn og skøn. En sådan situation kan foreligge, hvor den saglige erklæring har til formål at afdække, at skønsmanden ikke har været fagligt kompetent til at besvare de stillede spørgsmål, enten i form af, at skønserklæring er behæftet med væsentlige eller grove fejl og mangler, eller hvis skønsmanden var inhabil.
Der er tale om væsentlige eller grove fejl og mangler i de tilfælde, hvor den første skønserklæring må antages at være fejlbehæftet og/eller uklar på væsentlige punkter, der er af afgørende betydning for, at skønserklæringen kan opfylde sit egentlige formål. Vurderer retten, at manglerne kan afhjælpes ved supplerende spørgsmål eller ved at pålægge skønsmanden at omgøre eller supplere sin skønserklæring vil disse løsninger dog anvendes først.
Et eksempel på at retten tog påstanden om fornyet syn og skøn ved en anden skønsmand til følge, var en sag fra Vestre Landsret (U2019.4087V), hvor skønsmanden, uden at orientere sagens parter, havde overladt store dele af besvarelserne i skønserklæringen til en anden fagperson. Dette medførte en væsentlig tvivl om skønsmandens kvalifikationer og rejste en begrundet tvivl om skønserklæringens kvalitet overordnet set, hvorfor retten gav tilladelse til fornyet syn og skøn ved en anden skønsmand.
På et generelt plan kan utilfredshed vedrørende skønsmandens konklusioner ikke i sig selv danne grundlag for, at retten udmelder nyt syn og skøn, men hvis en part kan sandsynliggøre, at skønsmandens konklusion kan være udslag af en særlig faglig tilgang til spørgsmålene, som ikke er den eneste inden for faget, er mulighederne anderledes. Konkret skal den part der ønsker fornyet syn og skøn kunne sandsynliggøre, at en anden skønsmand under en anden faglig skole, ville være nået frem til en væsentlig anden konklusion.
Der findes flere eksempler fra praksis på, at retten har udmeldt fornyet syn og skøn, men der er utvivlsomt tale om en meget begrænset adgang.
DOMMERNES VURDERING ER I SIDSTE ENDE DEN AFGØRENDE
I tilfælde af at konklusionen i en skønserklæring ikke kan ændres ved supplerende spørgsmål og der ikke er grundlag for at udmelde fornyet syn og skøn, må man som den utilfredse part sætte sin lid til dommernes vurdering. Selvom en skønserklæring vejer tung, står det retten frit for, at se bort fra en skønserklæring og træffe en afgørelse ud fra eget skøn.
Dette var blandt andet tilfældet i T:BB 2020.533, der omhandlede mangler ved en facaderenovering af en boligbebyggelse, hvor voldgiftsretten om skønserklæringen udtrykte i en klar vending: ”Denne vurdering er voldgiftsretten ikke enig i.” Når voldgiftsretten udtrykker sig så klart om indholdet af en skønserklæring, er det blandt andet fordi, voldgiftsretten udover en juridisk dommer består af to fagkyndige dommere, som har den fornødne faglighed til at underkende en skønserklæring – det sker dog kun i sjældne tilfælde.
Overordnet er syn og skøn et vigtigt bevismæssigt redskab, som vi ofte anvender i forbindelse med sager om mangler. Vores generelle opfattelse er, at der er en høj standard for skønserklæringer, men at der uundgåeligt vil være tilfælde, hvor supplerende spørgsmål, yderligere belysning eller et fornyet syn og skøn kan være en nødvendighed.
