Problemstillingerne inden for entrepriseretten skifter jævnligt karakter sammen med den generelle udvikling i byggebranchen og samfundet. En sådan ny problemstilling oplevede vi i 2021, da byggebranchen blev ramt af væsentlige prisstigninger på byggematerialer som en konsekvens af covid-19. Med problemstillingen førte spørgsmålene: ”hvem skal bære disse ekstraordinære prisstigninger?”, ”på hvilket grundlag skal problemstillingen afgøres?” samt ”hvordan skal AB 18 § 35, der regulerer forholdet, fortolkes?”. Disse spørgsmål har vi nu fået afklaring på, efter at vi – her på kontoret – har ført en Voldgiftssag om netop denne problemstilling.
Adgangen til at kræve godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger, i aftaleforhold hvor AB 18 er vedtaget, følger af § 35. Bestemmelsen indeholder imidlertid en række betingelser for at opnå godtgørelse, hvoraf særligt én af betingelserne historisk har været omdiskuteret. Det drejer sig om betingelsen i stk. 2, der regulerer, at godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger alene skal ydes på ”materiale, som i færdig form eller på sædvanlig måde indgår i arbejdet”. Betingelsen skal ses i sammenhæng med stk. 4, hvoraf det følger, at man kun kan kræve godtgørelse for den prisstigning der overstiger 10% af prisen på det pågældende materiale. Det vil derfor ofte være af afgørende betydning, om grænsen på de 10% skal beregnes på baggrund af prisen på det materiale, som konkret er ramt af prisstigningen, men som indgår som en del af et større element, eller om grænsen skal beregnes på baggrund af prisen på det endelige element.
Fortolkningen af denne bestemmelse var igen i fokus i den for nyligt afsagte voldgiftskendelse, hvor parterne var enige om, at samtlige betingelser foruden stk. 2 i AB 18 § 35 var opfyldt, og spørgsmålet var således om materialet, som prisstigningen var indtrådt på, opfyldte betingelsen om ”færdig form”.
SAGEN KORT
I sagen havde en entreprenør (E) – vores klient – i marts 2021 indgået en aftale med en betonproducent (L), om levering af en række betonelementer til flere større entrepriser. Parterne havde i deres leveringsaftale tiltrådt AB 18.
I december 2021 fremsendte L en faktura for ”ekstraordinær stålprisstigning iht. vedhæftede bilag 1” for stål, der var anvendt i produktionen af betonelementerne i perioden september til november 2021. E afviste kravet på de ekstraordinære prisstigninger med henvisning til, at de pågældende prisstigninger ikke var slået igennem på + 10% i forhold til det færdige betonelement – og at betingelsen om ”i færdig form” dermed ikke var opfyldt.
Med henvisning til bemærkningerne i AB 18-betænkningen og til §9 i det tidligere anvendte pris- og tidscirkulære (cirk. 174/1991) med tilhørende vejledning (vejl. nr. 65/1993) tiltrådte Voldgiftsretten E’s påstand om frifindelse med henvisning til, at prisstigningen skal være slået igennem på de betonelementer, som E havde købt, som de fremtræder i sin færdige form ved leveringen til byggeriet. Med andre ord fandt Voldgiftsretten det ikke tilstrækkeligt, at prisstigningen på stål, der indgik som en del af det samlede betonelement, oversteg 10%, da beregningerne skulle foretages med udgangspunkt i prisen på betonelementerne. Konkret udgjorde prisstigningerne på stål i størrelsesordenen 2-9% af prisen på betonelementerne på de enkelte projekter, hvorfor betingelsen i stk. 4 om, at prisstigningen skal overstige 10% af prisen på det pågældende materiale, ikke var opfyldt. Til sammenligning var prisen på stål isoleret set steget med over 100%, hvorfor forståelsen af betingelsen om ”i færdig form” var afgørende for L’s adgang til at kræve godtgørelse for prisstigningen.
HVAD KAN VI BRUGE KENDELSEN TIL?
Fortolkningen af betingelsen om ”i færdig form” har, som tidligere nævnt, længe været omdiskuteret. Tidligere i kendelsen KFE 1983.74 VBS og senest i artikel TBB 2022.623, der begge har haft en anden fortolkning af betingelsen. Holdningen har i den ældre kendelse og den forholdsvis nye artikel været, at ekstraordinære prisstigninger på råmaterialer, cement og stål, der indgår i arbejderne med fremstillingen af eksempelvis betonelementer, kan kræves godtgjort i henhold til AB 18 § 35. Argumentet for denne holdning har været, at det var selve udførelsen af betonelementer, der var ydelsen i parternes aftale, og at det dermed ikke er betonelementet som materiale, der i færdig form indgår i arbejdet.
Denne fortolkning af betingelsen er nu afkræftet med Voldgiftsrettens afgørelse i sag C-16379, og vi kan således lægge til grund, at ekstraordinære prisstigninger på komponenter og råmaterialer, der indgår som delelementer i en produktion, skal slå igennem med + 10% af det endelige element/produkt, for at prisstigningen er berettiget til godtgørelse efter AB 18 § 35.
KONTAKT
Hvis du har spørgsmål til kendelsen eller står i en lignede problemstilling, skal du endelig tage kontakt til advokat Claus Madsen, der førte den konkrete voldgiftssag. Han kan også være behjælpelig med at sende kendelsen, hvis du har interesse i at læse den.
